Danmarks dyreste huse

Mangler du et sted at gøre af dine gode vine – Eller er du træt af at Fiestaen skal dele pladsen med din havetraktor?

I Danmarks dyreste huse er der bestemt ikke pladsmangel, men til gengæld skal du have den store tegnebog op, for at kalde dig husejer i Danmarks dyreste hus.

Taarbæk strandvej 24, pris: 77,9 mio. kr

Danmarks ubetinget dyreste hus lige nu ligger på Taarbæk strandvej. Hvis du vil eje huset skal du finde knap 78 millioner frem. Til gengæld får du så 454 kvadratmeter, vinkælder, spa, sauna, biograf samt egen badebro og direkte adgang til Øresund.

Regner du med prisnedslag, så skal du formentlig vente længe. Danmarks dyreste hus har nemlig været til salg i 616 dage uden prisnedslag.

Plejeltvej 20, Hornbæk, Pris: 62 mio. kr.

Har du ikke behov for udsigt til Øresund men mangler til gengæld de vidtstrakte vidder? Så er Danmarks næstdyreste hus måske noget for dig. Ejendommen er beliggende i Hornbæk, og byder blandt andet på 14 værelser fordelt på 1100 kvadratmeter.

Udendørs er der også rigeligt plads, da der ialt hører 51 hektar jord til ejendommen. Har du en hest eller to er der også plads til dem, da der ialt 2.200 m2 hestestald med hestebokse og indendørs ridebane.

Nybrovej 375, Kgs. Lyngby, pris: 58 mio. kr.

Direkte ned til Bagsværd sø ligger Danmarks tredjedyreste hus. Hvis man da kan kalde Tusculum for et hus. En mere korrekt betegnelse ville nok være palæ. Ejendommen er opført i perioden 1750 til 1770, med flere tilføjelser senere. Af spændende detaljer kan nævnes det sydøstvendte tårn, der er opført af en tidligere ejer som morgengave til hans hustru.

Ejendommen rummer 16 værelser fordelt på 704 kvadratmeter.

Danmarks billigste hus?

Har du ikke lige 77,9 millioner der er øremærket til huskøb? Så kan Danmarks billigste hus måske være noget for dig? For at kalde dig husejer i Guldborgsund kommune skal du nemlig kun slippe 75.000 kr. Til gengæld får du så 3 værelser og 70kvadratmeter bolig. Udendørs er der også masser af plads på den 312 kvadratmeter store grund.

Skriv en kommentar