Sådan sparer du energi

El og varmeudgifter er nok den største enkeltstående post i de fleste familiers økonomi. Alene el kan for en almindelig familie løbe op i 10.000 kr årligt, mens varme er endnu dyrere. 2-3.000 kr om måneden er ikke noget særsyn.

Men heldigvis er der rigtig mange muligheder for at spare penge på strøm og varme, og i dette indlæg vil jeg kigge lidt nærmere på mulighederne for at hente penge på energiforbruget – Penge som du så kan bruge til noget sjovere – Spare op, eller måske rejse for.

Sådan sparer du på elregningen

Vil du gerne slippe billigere i el? Så er der en lang række ting du kan gøre. nogen ligger lige for, og andre kræver lidt mere arbejde eller ligefrem en investering.

Solceller – Pengemaskine på taget

Det sidste nye er, at man monterer et solcelleanlæg på taget. Efterhånden er solceller blevet så effektive, at det kan betale sig at investere som husejer, og montere solceller på taget. Rent praktisk fungerer det ved at man får monteret en elmåler, som kan køre begge veje. Hvis der er overskud af sol-el, vil elmåleren simpelthen køre baglæns, og pumpe strøm tilbage på elnettet – Bruger man til gengæld mere end solcellerne kan levere vil elmåleren så blot køre langsomt, fordi der jo stadig produceres strøm fra solcellerne.

Solceller er forholdsvis dyre at sætte op, men til gengæld er der en meget stor besparelse på elregningen. Derfor kan de være betalt tilbage efter blot 6-7 år, og med en levetid for anlægget på 25 år er der altså 17-18 år tilbage, hvor anlægget kan tjene penge til dig. Investeringen kan komme op på 120-150.000 kr.

Skift elvarme ud med en varmepumpe

Er dit hus opvarmet med elvarme? Så er der mange penge at spare ved at montere en varmepumpe i stedet. En varmepumpe fungerer på samme måde som et køleskab – Ved at det suger varme ud af den kolde udeluft, komprimerer den, og blæser varm luft ind i huset. Da en varmepumpe kan lave op til 5 kWh varme på 1 kWh el, er der altså en potentiel besparelse på op til 80% af dit hidtidige varmeforbrug.

Investeringen i en varmepumpe går fra 6000 kr til 20-30.000 for de bedste luft til luft varmepumper. Der findes også varmepumper som kan overføre varmen til et centralvarmeanlæg – Det er bestemt en fordel, men også en noget dyrere løsning.

Sluk luset og tænk dig om

Når det handler om at spare på elregningen er der naturligvis en helt oplagt måde at spare på strømmen: Nemlig ved at slukke lyset når du forlader et rum, og sørge for generelt at slukke for lys og apparater der ikke bruges. Sørg også for at køleskab og frysere er indstillet til en korrekt temperatur, og hæng vasketøjet op i stedet for at bruge tørretumbler. Så er der mange penge at spare på strøm.

Sådan kan du spare på varmen

Selvom der er penge at spare på elregningen ligger de helt store muligheder for besparelser på varmeforbruget. Afhængigt af, hvordan du opvarmer din bolig er der mange måder du kan spare penge på. Det vil være for omfattende for denne artikel at komme ind på alle muligheder, og jeg vil forsøge at gå i dybden med emnet i kommende artikler. Dog er der nogen generelle sparetips som du kan skele til:

Sørg for at udnytte brændslet

Hvad enten du har et gasfyr, oliefyr eller fjernvarme gælder det om at få mest muligt ud af din varmekilde. Har du et ældre gasfyr kan du spare 20-30% på at få et kondenserende gasfyr, og har du oliefyr er der også mange penge at spare på at få et moderne oliefyr. Selv hvis du har fjernvarme vil der være penge at spare, hvis du sørger for at få optimeret dit varmeanlæg, således at fjernvarmen udnyttes bedst muligt, og du undgår blandt andet strafafgift for manglende afkøling.

Sænk varmen når den ikke bruges

Der er selvfølgelig også penge at spare på at sænke temperaturen. Mange moderne anlæg har mulighed for at sænke temperaturen om natten. Hvis du bruger natsænkning af temperaturen skal du dog ikke sænke temperaturen mere end 3 grader, da det så vil være dyrere at varme op til normal temperatur, end du sparer ved at sænke temperaturen. Har du gulvvarme kan det oftest heller ikke svare sig at natsænke, da temperaturen simpelthen ikke kan reguleres hurtigt nok.

Indstil dine radiatorer ens

Har du radiatorer, bør du have dem stillet til samme temperatur. Ellers vil en enkelt radiator skulle varme mere op end den er beregnet til, og det giver dyrere opvarmning end nødvendigt er. Sørg derfor at alle dine radiatorer er indstillet til samme temperatur.

Der er selvfølgelig mange andre muligheder for at spare på energiforbruget end nævnt her. Har du gode tips til el- og varmebesparelser må du meget gerne skrive en kommentar herunder.

Har du brug for et godt tilbud på Energirådgivning eller murer arbejde i Randers eller Århus.

 

3 kommentarer til “Sådan sparer du energi”

  1. Super fin artikel, men I omtaler ikke muligheden for at skifte el-selskab; det er noget man også bør overveje, da der kan spares penge på selve elprisen.

    Man kan enten søge eltilbud gå med i en sammenslutning for elkunder der køber el sammen.

    Svar
    • Tak for dit indspark Casper – Kan du kort fortælle, hvor meget en gennemsnitshusstand vil kunne spare på at jagte bedre elpriser? Jeg har lidt opfattelsen at det er småpenge sammenlignet med eksempelvis større investeringer i elapparater med lavere strømforbrug.

      Svar
  2. Hej Per, besparelsen afhænger selvfølgelig af ens elforbrug

    Bor man i lejlighed bruger man sjældent meget el og besparelsen kan ligge på 50-150 kr. årligt. Bor man i villa/rækkehus hvor elforbruget er større, kan der være tale om 300-500 kr. mens forbrugere med elvarme kan spare helt op til 1.500-2.000 kr. årligt i forhold til elselskabernes standardpriser.

    Det er jo selvfølgelig meget individuelt om man synes de beløb er store eller små, men det er mit indtryk, at mange synes at det er besparelser der er værd at række ud efter.

    Hvis man kender sig forbrug kan man finde tabeller over hvad man kan spare her

    Svar

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.