Få styr på privatøkonomien

At holde styr på den daglige privatøkonomi kan være sin sag for mange mennesker. For de fleste er det en balancegang at få indtægter og udgifter til at gå op i en højere enhed. Det vidner blandt andet tv-programmer som Luksusfælden på TV3 om. I Luksusfælden ser vi en lang række eksempler på mennesker, som totalt har mistet grebet i deres privatøkonomi, og som med lukkede øjne deltager i forbrugsfesten, selvom de egentlig ikke har råd.

Hvordan kan det så gå så galt, at man ligefrem ender i luksusfælden? Det handler i høj grad om at få overblik over økonomien, og det kan være svært nok for mange mennesker. Til hjælp for det, er det vigtigt at lægge et ordentligt budget, som kan hjælpe med at få overblikket. Har man et godt budget, kan man let se om indtægter og udgifter hænger sammen. Du kan læse mere om at lægge et budget her.

Sådan får du styr på dine penge

Noget af det første du bør gøre, når du beslutter dig for at få styr på privatforbruget er, at finde ud af hvad du egentlig vil bruge dine penge på. Når du engang når så langt at du får et overskud på din private betalingsbalance kan du jo bruge pengene på noget du virkelig drømmer om.

Det kan være at du gerne vil på en drømmeferie, eller måske købe et hus frem for at leje? Det får du råd til, hvis du har styr på dine udgifter, men først skal du nå så langt.

Start med overblikket

Du skal starte med at finde ud af, hvad du har brugt dine penge på. Find alle kontoudtog frem, og skriv udgifterne ned i et regneark. Du skal også huske at medtage beløb der er brugt på indkøb, mad og den slags. Det kan være noget af en opgave at få overblikket over alle dine udgifter, men det er nødvendigt for at kunne rydde op i dem. Det er nemlig næste skridt i processen.

Grunden til at der ikke har været overskud er jo, at du har brugt flere penge end du tjener. Derfor er du nødt til at skære ned i udgifterne, og for at gøre det, er det jo vigtigt at du ved hvad du har brugt dine penge på.

Find steder at spare

Når du så har overblik over alle dine udgifter, skal du gennemgå dem én for én. Er der noget der kan undværes, eller måske kan gøres billigere? Har du et abonnement på fitness som du kun bruger en gang om måneden? Så kan det måske være billigere at betale fra gang til gang, eller købe et klippekort. Det kan også være, at du har et dyrt mobilabonnement, som du egentlig ikke har behov for.

Du skal også gå dine indkøbsvaner kritisk efter. Sørg for at bestemme på forhånd hvad du vil handle, så du ikke bliver offer for impulskøb, og handl gerne ind til en hele uge ad gangen, så kan du ofte spare penge, når du køber større mængder. Så skal du naturligvis også undgå de dyre supermarkeder, og handle discount hvor det er muligt. Du kan jo ofte få de samme produkter billigere ved at handle i eksempelvis Netto frem for SuperBest eller Irma.

I den her proces er du nødt til at være benhård. Du er nødt til at skære nogle udgifter væk, det er ikke nok bare at lægge et budget, der skal også handling til.

Har du styr på din gæld?

Når du har fået overblik over dine udgifter, skal du også have styr på din gæld. Gælden kan inddeles i to typer, nemlig kortfristet og langfristet gæld. Den kortfristede gæld er typisk dyre forbrugslån og kontokort, som er dyr, idet renter og omkostninger kan være tårnhøje. Er man først endt i en situation hvor der er underskud, vil det ofte være nemt at optage nye forbrugslån, og så sidder man godt og grundigt fast i luksusfælden.

Har du mange små lån? Kontakt din bank, og hør om ikke du kan få dem samlet til et enkelt. Så kan du ofte spare lidt

Sørg for at få overblik over din gæld. Har du meget klatgæld kan du måske få en aftale med din bank om et samlet lån, som kan indfri din gæld. Ellers gælder det simpelthen om at bruge hver en krone på at få betalt din gæld. Det er også vigtigt at du sørger for ikke at optage nogen som helst form for nye lån, indtil du har betalt din gamle gæld.

Spar op, det betaler sig

Så snart du har mulighed for det, bør du starte med at spare penge op. Hellere et lille månedligt beløb end slet ikke. Få oprettet en seperat konto til formålet, og sæt et beløb over hver måned.

Opsparingen skal du bruge til uforudsete udgifter, og når du så har opbygget en lille reserve kan du jo sagtens bruge din opsparing til eksempelvis en ferierejse – Det er da sjovere at have pengene, end at skulle låne til den hvert år?

Du behøver ikke starte med en opsparing på flere tusinde kroner. Har du ikke mere, kan nogle få hundrede kroner være det der redder dig, hvis du pludselig får en tandlægeregning, eller cyklen bliver stjålet.

Få hjælp til at få styr på pengene og privatøkonomien

Kan du ikke selv overskue at rette op på tingene? Så start med at tage en snak med din bank eller måske har du et familiemedlem som du kan betro dig til? Det kan ofte være det der skal til, hvis du vil have styr på privatøkonomien, og husk at din bank ofte vil være mere end interesseret i at hjælpe dig – Det koster jo ikke noget at spørge.

 

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.